Zazen Roku 10. Den mentale koncentration

Den fysiske side af zazen er basis for den mentale koncentration. Det er to sider af meditationen, som hen ad vejen smeltes sammen til én aktiv vågen meditation. I begyndelsen vil det naturligvis være et problem, at man netop kan skelne mellem en fysisk aktivitet og en mental aktivitet. Men man vænner sig snart til skiftevis at være opmærksom på den ene og snart den anden, indtil det bliver helt naturligt. Lidt efter lidt falder de sammen i én aktivitet. Det er jo også sådan, at man faktisk arbejder på at knytte den mentale koncentration til den fysiske aktivitet, som er åndedrættet og siddestillingen.

Hvad er da den mentale koncentration? Hvordan kan man aktivere en mental koncentration, som ikke har noget at gøre med tankevirksomhed? I traditionel Rinzai Zen meditation bruger man ordet Mu i denne praksis. Mu er et præfiks, som man på japansk sætter foran et ord for at skabe en nægtelse. Mu betyder "ikke", "uden" eller undertiden "nej". Det svarer til det danske u, som vi sætter foran bevidst, forståelig eller sensitiv for at skabe ordene ubevidst, uforståelig eller usensitiv. Man kan også i japansk filosofisk terminologi bruge ordet eller det ideografiske tegn Mu i betydningen ikke-væren, fordi ordet eller det ideografiske tegn U betyder væren.

Min første lærer i zazen Nanrei Soohaku Kobori (1918-92), som havde mange elever fra Vesten, foretrak imidlertid at bruge det engelske ord One i stedet for Mu. Han mente, at det kunne være svært for vesterlændinge, at bruge et så østerlandsk begreb som Mu, skønt det jo egentlig ikke er det sproglige begreb Mu, der er tale om, men blot lyden Muuuu! Jeg skal om lidt forklare hvordan dette forholder sig. Alle os elever hos Kobori arbejdede derfor i den mentale koncentration med ordet One. Eller rettere det var lyden Waaann! som vi koncentrerede os om.

Valget af begrebet One var ret genialt. Ikke alene er det rent begrebsligt et meget vigtigt ord i den græske filosofi og i mysteriereligionernes tradition, fordi både Platon og Plotin, samt en hel række kristne mystikere i den apofatiske (den negative teologi) tradition bruger det, som en betegnelse for alle tings egentlige natur eller Gud. Det tror jeg nok Kobori vidste alt om. Men dertil kommer, at lyden Waaann er så frugtbar, at den minder om den universelle indiske mantra Aum. Aum er en betegnelse for den egentlige virkelighed eller den universelle bevidsthed, før tanken indfører begreber som begyndelse og afslutning. Men da dette ikke kan formuleres, anvendes A som et udtryk for begyndelse og m som et udtryk for afslutning. U'et er det evige nu's kontinuitet.

Der var altså en yderst fornuftig mening med, at Kobori lærte os at bruge One i den mentale koncentration. Men hvordan gøres dette rent praktisk? Den mentale koncentration udføres på følgende måde: Samtidig med at man bevidst følger sin langsomme udånding og fastholder opmærksomheden på spændingen i bug muskulaturen (tanden), øver man sig nu i en indre, mental artikulation af lyden waaann......, som således knyttes til den lange udånding. På den måde bliver One's vokallyd trukket ud og aspireret. Det kræver klar opmærksomhed og koncentration. Man artikulere vokal lyden med stemmebåndene, men uden at frembringe nogen lyd. Den først udånding artikuleres ved at man vokaliserer eller ånder wa...a...a...a...n, og efter en indånding, hvor bugen på ny udspiles vokaliseres den næste udånding wa...a...a...a...n. På denne måde fortsætter man igennem hele sin meditation. Det gøres med lukket mund, og luften siver ganske stille ud af næsen. Der frembringes ingen lyd derved.

Zazen er en meget kontant aktivitet. Fortsætter man sin sædvanlige tanke virksomhed, når man mediterer, dyrker man ikke zazen, og falder man i søvn, har det heller ikke noget med zazen at gøre. Det er meget vigtigt altid at være opmærksom på siddestillingen, åndedrættet, bugen og meditationsemnet, som er den mentale koncentration. Bliver man døsig, spredes ens vitale energi, kroppen bliver slap og opmærksomheden sløves. Hvis man forfølger sine tanker, bliver siddestillingen stiv, skuldermusklerne spændte og opmærksomheden flakkende. Det gælder derfor om a være lysvågen og bevidst om hele sin eksistens. Det er én af grundene til, at man altid mediterer med åbne øjne. Årvågenhed er de centrale i zazen.

Hvis man begynder at tænke: "Min zazen er virkelig god nu," eller "min zazen er meget dårlig lige nu," tænker man på sin zazen, men praktiserer ikke zazen. Man har nemlig adskilt sig fra zazens levende virkelighed. Man bør alligevel altid arbejde på at sidde rigtigt, men man bør ikke hele tiden evaluere eller vurdere, om man sidder rigtigt eller forkert. Det er nødvendigt at ignorere enhver beregnende tankevirksomhed. Derfor sidder man midt i det dilemma, at man gør sit yderste for at være opmærksom på sin zazen, og at sidde korrekt, men aldrig så at sige når sit mål. Dette dilemma er netop det forunderlige ved zazen, fordi man ikke efterlader sig noget spor og bibeholder et vis enfoldighed.

I zazen er det helt naturligt, at tanker nu og da opstår i bevidstheden. Zazen drejer sig ikke om at stoppe tankernes naturlige opståen. Men i zazen undgår man den naturlige tilbøjelighed til at forfølge en tanke, så der opstår en tankerække eller tankevirksomhed. En sådan tankevirksomhed kan enten være en dialog med en person, ens egen indre monolog, dagdrømmeri, fantasiflugt eller en forfølgelse af en bestemt tankegang. Det er som sagt kun naturligt, at der opstår tanker, når man mediterer, men hvis man forfølger sine tanker eller frit lader en tankerække udvikle sig, er man inde på et vildspor.

Zazen er ikke at sidde som en klippe uden mental virksomhed overhovedet, men det er heller ikke ensbetydende med med at iagttage sin mentale tankestrøm eller nære den. I reglen opdager man ikke, at man er på vildspor og er absorberet i en strøm af tanker eller følelser, før man er lidt derudad. Allerbedst som man koncentrerer sig om sin meditationspraksis, opstår en tanke eller erindring, og før man aner det, er man mere eller mindre bevidst opslugt af tankeassociationer. Pludselig vågner man op og opdager, at man igen sidder og dagdrømmer eller tænker i stedet for at koncentrere sig om meditationsteknikken.

Det vigtige i Zen træningen er, at man straks vender tilbage til sin zazen praksis, når man opdager, at man er blevet ført på afveje af sine tanker og mentale oplevelser. Det gælder altså om at ignorere enhver oplevelse, følelse eller tanke så tidligt som muligt, før den udvikler sig til en associationsrække. Når man opdager, hvad der foregår, gælder det om påny at genoptage sin oprindelige meditationsteknik. Alt, hvad der ikke vedrører ens bestemte zazen teknik, er vildfarelser, og de udelukkes i meditationen ved, at man trækker opmærksomheden bort fra dem og igen retter den mod koncentrationsarbejdet.

Når man vågner op og opdager, at man har tabt koncentrationen på Waaan og har glemt sin praksis, skal man derfor straks igen vokalisere sin udånding

Wa...a...a...a...n. Enhver der øver sig i denne praksis for første gang, vil blive forundret over, hvor let det er at miste opmærksomheden, og hvor vanskeligt det er at kontrollere tankernes strøm. Der skal lang tids træning til at udvikle koncentrationsevnen så meget, at man ikke taber tråden undervejs. Man lærer lidt efter lidt at fastholde en ubrudt opmærksomhed på den vokaliserede udånding.

Det er således ikke nemt at blive fuldkommen ét med sit åndedræt og det dertil knyttede meditationsemne. I zazen bruger vi år på at lære at fastholde den aspirerede lyd Waaan eller Muuu for at øve bevidstheden i at fastholde et emne. Sideløbende dermed arbejder vi naturligvis med vort fundamentale erkendelsesproblem, som er et eksistentielt behov for at kende vor egentlige natur. Men det foregår ikke nødvendigvis under zazen meditationen. Det er derimod hele det grundliggende rationale for vor praksis, som derfor er i gang 24 timer i døgnet et sted i baghovedet. Efterhånden sætter det sig tanden som et eksistentielt vilkår.

Zazen praksis er vanskelig, fordi ens indre iagttagelse eller objektivering af emnet netop tvedeler meditationen i en iagttager og noget der iagttages. Det gælder i praksis om, at man helt og fuldt bliver til en vokaliseret udånding. Den mediterende, lyden og åndedrættet bør være ét i det vedvarende nu. Det er en investering af én selv i det evige nu, således at man på et tidspunkt kan erfare, at iagttageren og det iagttagne er én og samme virkelighed. Der er én kontinuerlig strøm af opmærksomhed eller én universel bevidsthed, som ikke er adskilt fra bevidsthedsindholdet. I begyndelsen er man naturligvis alt for bevidst om selve den praktiske fremgangsmåde, men med større erfaring bliver man ét med metoden indtil meditationen sker af sig selv.